Takk til Elin Sunde for tips!

Søndag var Agnete og jeg på stranden for første gang. Vi havde længe talt om det, og endelig blev det til noget. Vi kunne muligvis godt have valgt en strand, der var tættere på, men tommelfingerreglen er, at jo tættere på, des tættere med folk. Det giver jo meget god mening. Så vi tog metroen til vendestationen omkring JFK lufthavnen, tog et regionaltog en halv times kørsel mod øst og derefter en bus en halv time mod syd (noget mere omstændeligt end at krydse Amager Strandvej i slippers og wifebeater), og så ankom vi til Jones Beach. Kæmpe strand med lækkert sand, lækkert vand og ulækkert måger så store som albatrosser.

Der er egentlig ikke så meget at fortælle, andet end at vi slappede af det meste af dagen derude - vi havde lejet en parasol til lejligheden - og at tiden gik med at læse i min krimi ("The thin man" af Dashiell Hammett) og den stak af sladderblade, som vi modtog sammen med gratiøse mængder slik fra reklameborgen for nylig.

Som på danske strande blev man nu og da vækket af lyden af små flyvere, der bar bannere med "Byens bedste bøffer" og den slags med sig. En af dem gav os også budskabet www.stopbirdporn.org - vi har endnu ikke fundet ud af, om det var en reklame eller en rig galning.

Men en anden form for luftbåren reklame var også til stede. Vi ser den en gang imellem over Manhattan, men det sker ikke så tit. Og nu fik jeg så lejlighed til at fotografere den.

Det ser meget elegant ud, når de bittesmå skyer former bogstaver. Men det kan umuligt være billigt at sende 5 fly afsted for at skrive noget, der kan holde i ganske få minutter.

Og mon ikke man som kunde vil være ret ærgelig, når piloten i fly nummer 1 er lige lovligt hurtig på aftrækkeren, netop som firmanavnet skal skrives?

Det har helt sikkert ikke været sjovt for piloten. Men så er det godt, at Jones Beach også bød på sådan en her.

Das Zimmer direkte fra Beijing blandt den olympiske ånd og brud på menneskerettigheder!

Og vi slenger på litt mer søndagskos. Det er nok ikke orddelingsfeil i utgangspunktet, men søtt er det likevel.

...und Werber, die die deutsche Rechtschreibung nicht beherrschen erst recht! ;-)

edit: Hier gibt's das ganze in schön und richtig. Herzlichen Dank noch mal, Herr Banger! :-)

Jeg synes det er en sikkelig dårlig reklame. For jeg tolker den slik at de bjørnene er så fete og late at de ikke gidder å jakte på maten sin. Men heller drar til McDonalds og spiser fet fast food. Reklamen virker da helt imot sin hensikt.

Eller er det en morbid humor fra reklameselskapet som vil at folk flest skal forstå at fast food ikke er et sunt alternativ. Men at man burde gjør noe for maten. I dette tilfellet burde bjørnen jakte på sin egen mat mens vi mennesker burde lage vår egen hjemme.

Uansett tilfelle så synes jeg at denne reklamen er ufattelig dum.

Ikke så meget faktisk. Jeg sagde farvel til Kevin, en ven fra New York Film Academy, som efter afsluttede kurser i manuskriptforfatning og skuespil nu tager tilbage til Wisconsin.

Så selv om vi gik rundt i Greenwich Village og Meatpacking District lykkedes det altså ikke at finde svaret på gåden, denne forretningernes sfinx, Greenwich' gordiske knude. Til gengæld havde vi god udsigt ud over Hudson River, hvor man er i gang med at større anlægsarbejde der skal modernisere strækningen og lave rekreative områder.

Jeg læser jævnligt i min bog om New Yorks historie som jeg fik af svigermekanikken i julegave. Jeg kan herfra fortælle at Hudson River er opkaldt efter Henry Hudson, en engelsk kaptajn, der arbejdede for hollænderne. Det var ham, der første gang henledte hollændernes opmærksomhed på Manhattans ideelle beliggenhed - ved havet, men ikke ud mod havet, frugtbar jord i endeløse mængder, i læ og med masser af plads til skibe. Og med flod-adgang langt ind i landet. Det var i 1609. Nå, men det er så en anden historie. Henry H. blev smidt over bord af sin besætning ikke så langt tid efter, så han fik aldrig rigtig nydt godt af at have været den første til at indse Manhattans potentiale.

På vej hjem stødte jeg ind i denne cachaca-reklame (cachaca er den der topfarlige sprut man kommer i caipirinha (caipirinha er de der toplækre drinks vi serverer til vores fester)).

Og nu er det selvfølgelig ikke første gang, at sex bliver brugt til at sælge et produkt, og det er sikkert heller ikke første gang det er så eksplicit som her, men der er lige en detalje ved billedet, som jeg vil lade hænge i luften et øjeblik.

Inden jeg afslører den, kan jeg jo reklamenørde om, hvordan vi jo gerne vil have folk til at agere på reklamer. Det siger naturligvis sig selv. Se reklamen - køb produktet. Men samtidig ved vi også godt, at bare fordi vi smider en tysk-synkroniseret bamse på et vaskemiddel, løber alle vaskeglade danskere ikke straks ned i supermarkedet og flår Bamseline ned fra hylden med rundsave på albuerne. Men håbet er, at de næste gang de skal købe vaskemiddel husker at "nå ja, det er det der vaskemiddel, der kan få en bamse til at tale - så må det også kunne vaske rent". Så de skal altså bare huske navnet/logoet/farven på pakken - et eller andet. Kunden vil altid gerne have logoet større, grafikeren teksten mindre osv osv. En evig kamp i spændingsfeltet mellem æstetik og kundens opmærksomhed. Derfor glæder det mig hver gang, jeg enten hører nogen tale om en reklame, de har set eller på anden måde handler på de beskeder, de får i en reklame. Men jeg tror ikke bureauet bag cachaca-reklamen havde forudset det her lille udfald af nysgerrighed.

STOR: Enkelte kroppsbyggere tar sin kroppsfiksering til det ekstreme. Men hvor stort er egentlig stort nok? 

Det er merkelig hva folk henger seg opp i. Det som for andre synes som en kosmetisk filleting, kan være enormt i eget hode. Mange mennesker går til drastiske tiltak for å pynte på eget utseende.

Det være seg gjennom slanking, trening, anabole steroider, kosthold eller kosmetiske inngrep, for å skaffe seg alt fra større overarmer til pupper - eller til og med pikk. Apropos pikk så jeg en dokumentar om en mann som tok penisforlengelse og penisfortykkelse (phalloplasty) for noen år tilbake. Jeg glemmer den aldri, stakkars mann.

MR. BIG

Den amerikanske mannen i dokumentaren var totalt fiksert på at han måtte ha større pakke, selv om kona hans tryglet ham om å la være. Hun var superfornøyd med varene. Men han ville gjerne føle seg som «en større mann». Etter første operasjon gikk det infeksjon i familiejuvelene. Flere operasjoner og opp i mot en million kroner (!) senere, var hans tidligere normalsiza og velfungerende penis totalt ubrukelig. Mannen ble impotent og penisen var totalt skamfert, han hadde pådratt seg betydelig gjeld, mistet jobben på grunn av alt sykefraværet, mistet huset som han ikke lenger klarte å betale for, og forlatt av kona. Den gråtende mannen kunne under intervjuet fortelle at hele livet hans var blitt ødelagt, og at han burde hørt på kona og latt smågodtet i fred. «Den store mannen» forble, dessverre, aldri mer enn en drøm. Jeg tror jeg gråt en skvett selv.

STOR? «Mr. Big» er blitt et begrep, både blant gutta og damene. Kroppsfiksering har inntatt rollelista.

YOUR BOOBS ARE OK

Andre ganger får fikseringen mindre konsekvenser, men stjeler fremdeles mye tid og tanker. Og kan koste mye smerter. En kvinnelig bekjent av meg innbiller seg at hun har store lår og korte ben. Dama er sylslank, høy og flott, med atletiske, sterke bein. Dritfint i mine øyne. Men for henne er de en irriterende konsekvens av å være veltrent (!). En annen jente jeg kjenner fettsugde lårene sine, fordi hun mente hun hadde ridebukselår. Etter operasjonen var muligens lårene bittelittegrann slankere. Men jeg husker også at hun lå på sofaen med en kjip kroppsstrømpe og tygget paralgin forte i en hel liten evighet, mens hun klagde over all verdens uhumskheter forbundet med inngrepet. Noen jentebekjente har måttet bytte pupper fire ganger, på grunn av komplikasjoner – mens de fleste menn synes å like naturlige pupper like godt.

VARIABLE: Lene Alexandras pupper har en pussig evne til å variere sterkt i størrelse. Men jeg tipper hun lett drar menn uansett.

MODEL BEHAVIOUR

For mange år tilbake datet jeg en herremodell, som også var dørvakt på Stravinsky. Needless to say var han ikke så værst å se på ;) I tillegg slapp han meg gratis inn på klubben – et datingfrynsegode som på den tida var et gigantisk pluss. Men denne kjekkasen hadde en stor lyte. Han hadde nemlig et ENORMT kompleks for at den ene leggen hans var smalere enn den andre. Allverdens ensidig leggtrening hjalp ikke. Den forble mindre enn den andre. Jeg husker at han i lange seanser av gangen kunne stå naken foran et helspeil og stirre granskende på leggene sine, mens han psyka seg selv ut med kommentarer som «den er fremdeles mindre er den ikke? Er det skikkelig tydelig eller? Faen, hadde den bare vært LITT større...»

Men det var ikke den ene, tynne leggen som gjorde ham mindre attraktiv, det var det hang-up'et hans som sto for. Etterhvert ble det derfor stadig færre turer på Stravinsky. Jeg håper for hans skyld at han fikk ordnet opp i problemet sitt. Og da mener jeg ikke nødvendigvis ved å legge inn et implantat, skaffe seg et tivolispeil, slanke den andre leggen, eller slutte som modell kanskje. Men oppe i hodet sitt. Når alt kommer til alt er det jo der det ligger. For å sitere en låt med en ikke ukjent, norsk gitarist:

«You better use what you got, it doesn't matter 'bout your size»

Og da snakker jeg ikke lenger om størrelser på peniser, pupper, lår eller leggmuskler. Men om det som sitter mellom øra. Det er gjerne der menneskers mest attraktive egenskaper befinner seg ;)

P.S.! Fjorårets bestselger «No Body's Perfect» er en bra presang til en tenåring.

Dizaman modern ini, banyak event yang mempromosikan diri di berbagai tempat lewat reklame, supaya acara itu dapat diminiati dan banyak pengunjung yang datang, tak jarang sebuah event rela merogoh kocek yang lumayan besar hanya untuk sebuah reklame.

Reklame dipasang di berbagai tempat, ambil saja contohnya kota kelahiranku, yaitu kota kediri, di sudut-sudut kota, di tengah kota, di sekolahan, di pinggir jalan, dan ditempat-tempat lain yang strategis. Bahasa reklamenya pun juga beranekaragam dan unik-unik, tapi sayangnya diantara mereka ada yang kurang peduli dengan apa yang mereka perbuat, memasang reklame dengan jumlah banyak di sudut-sudut kota. Akhirnya di kota kediri ini dipenuhi oleh reklame, pada saat habis waktunya atau event yang direklamekan telah usai, reklame itu tidak di copot. Itu akan menggangu keindahan kota kediri, dan mengganggu orang-orang yang melihatnya.

Bagaimana upaya pemerintah untuk mengatasi masalah ini? Apakah akan diam saja, Melihat banyak nya reklame basi yang belum dicopot, Itukan termasuk juga sebagai sampah. Sampah yang menempel pada pinggiran jalan, sudut kota, bahkan reklame basi ini saya juga menemukan di sekolah-sekolah.

Seharusnya di sekolah-sekolah itu tidak sampai terjadi, dilihat saja dari area sekolah yang tidak begitu luas, ada tukang kebun yang mengurusi kebersihan, ada pengurus osis yang mengurusi mading sekolah, dan ada siswa-siswi yang banyak. Dimana peran mereka dalam menjaga lingkungan sekolahnya.

Tapi itu semua tidak lepas dari si pemasang iklan. Yang telah berani memasang iklan seharusnya juga berani bertanggung jawab untuk melepas iklan itu.

Itulah tadi sedikit sampah yang ada di kota-kota kita yang seharusnya diperhatikan lebih oleh warga kota, supaya kota kita nyaman, aman dan indah.

Du kan besøge Sonofon huset her: www.sonofon.dk.

Der er næsten begrænsninger på, hvad du kan gøre i sonofon-huset, du kan bl.a. Download gratis Ringetoner i Sonofonhuset (Gratis Ringetoner) og Beregn din besparelse på ynglingsnummer. Altsammen under den kyndige vejledning af Sonofon-medarbejderen fra deres TV-reklamer, som f.eks. Sonofon pigen Sanne.

Således ser huset ud:

Klik på billedet for at komme direkte til Sonofon-huset.

Sonofon sætter sin lid til at brugeren finder siden inspirerende, og at det skal være sjovt for brugerne at komme igen og bruge flere penge.

Du kan besøge Sonofon huset her: <a href="http://www.sonofon.dk">www.sonofon.dk</a>.

Der er næsten begrænsninger på, hvad du kan gøre i sonofon-huset, du kan bl.a. Download gratis Ringetoner i Sonofonhuset (<a rel="nofollow" href="http://www.bloggerwave.com/blog_ClickTrack.php?OpportunityId=61&amp;BlogId=4766&amp;LinkId=0">Gratis Ringetoner</a>) og <a rel="nofollow" href="http://www.bloggerwave.com/blog_ClickTrack.php?OpportunityId=61&amp;BlogId=4766&amp;LinkId=0">Beregn din besparelse på ynglingsnummer</a>. Altsammen under den kyndige vejledning af Sonofon-medarbejderen fra deres TV-reklamer, som f.eks. Sonofon pigen Sanne.

Således ser huset ud:

<img style="border-top-style: none; border-right-style: none; border-left-style: none; border-bottom-style: none" src="http://78.136.62.9:8080/Bloggerwave/uploadImages/Blog_billede.jpg" alt="" />

Klik på billedet for at komme direkte til Sonofon-huset.

Sonofon sætter sin lid til at brugeren finder siden inspirerende, og at det skal være sjovt for brugerne at komme igen og bruge flere penge.

<a rel="nofollow" href="http://www.bloggerwave.com" target="_blank"><img src="http://bloggerwave.com/blogviewcount.php?pic=sponsorlogo.gif&amp;OpportunityId=61&amp;BlogId=4766" alt="" /></a>

En af kunsterne ved at blogge er at blogge kort, læser man flere steder for tiden. Noget så sandt. Så istedet for et langt indlæg om den virale værdi i humor og selvironisk brug af nationalstereotyper kan man kigge på denne video:

“Saya sering bingung, Mas. Mengapa saya sulit mengajak orang membuat blog? Kenapa, sih, tak semua orang sudi membuat blog? Saya jadi mikir, sebetulnya apakah kita perlu mempunyai blog? Apakah setiap orang harus ngeblog?” begitu Mat Bloger bertanya.

Saya kaget mendapat serangan semacam itu. “Wah, rupanya ada yang mulai putus asa, nih,” saya berkomentar. Mat Bloger nyengir.

“Jangan khawatir, Mat. Orang yang belum mengenal blog, para pemula, memang kerap mengajukan pertanyaan semacam itu. Sebelum saya menjawab apakah setiap orang harus ngeblog, saya mau bertanya dulu. Apakah sampean punya passion setinggi Gunung Merapi?

Katakanlah pada sesuatu yang akan membuat sampean begitu bergairah, baik dalam keadaan senang maupun susah, tanpa mempedulikan apakah minat itu akan mendatangkan keuntungan atau tidak. Apakah sampean menikmati proses menciptakan sesuatu dan berbagi pengetahuan dengan orang lain?

Lalu, apakah sampean menikmati dialog dan diskusi sepenuh hati? Kalau salah satu atau semua jawabannya ya, berarti sampean perlu punya blog. Sampean berpotensi menjadi blogger yang bagus.

Orang yang tak punya hasrat akan gampang jemu dan ujung-ujungnya menelantarkan blognya. Orang yang tak pernah menikmati proses membuat sesuatu pasti juga tak akan senang mencari ide dan mengisi blog.

Orang yang enggan berdiskusi niscaya bakal menganggap ngeblog itu kegiatan yang membuang-buang waktu saja.

Menurut saya, blog memang bukan untuk semua orang. Sampean pun tak perlu ngeblog seandainya memang tak memiliki cukup waktu luang, hidup sampean tak mendapat nilai tambah apa pun, sulit atau tak nyaman menulis, dikejar-kejar tugas sehari-hari, tak suka perubahan, atau merasa terancam sewaktu menjalin relasi sosial. Pendeknya, orang tak perlu ngeblog jika ogah berkomunikasi.

Jika sampean ini tukang jahit dengan pesanan yang mengalir deras, sampai-sampai tak punya cukup waktu istirahat, ya ndak usah ngeblog. Tapi, seandainya sampean ini desainer baju dan memerlukan media untuk memajang hasil kreasi, barangkali sampean perlu punya blog.

Sampean bisa berkomunikasi dengan pelanggan, membuka ruang konsultasi desain, dan sebagainya. Blog itu ruang interaksi antara sampean dan khalayak. Blog bukan reklame pasif, tapi aktif. Tentu saja blog sampean tak serta-merta bakal dikenal orang dan menyedot perhatian publik begitu muncul pertama kali. Sampean terlebih dulu harus membangun jaringan, berpromosi, dan sebagainya, supaya dikenal.”

“Apa kunci merebut hati khalayak, Mas?”

“Sampean harus berorientasi pada khalayak, menaruh minat, dan berada di antara mereka. Sampean mesti berinteraksi, juga secara konsisten melayani dan memperhatikan mereka. Kalau sampean merasa itu semua berlebihan, cari kesibukan lain. Jangan ngeblog.

Sisi positifnya, blog adalah cara terbaik untuk beratraksi, mendidik, dan berbagi. Dalam sekejap, sampean akan meraih reputasi, memperoleh umpan balik, dan kesenangan lewat blog. Tapi, sekali lagi, pada akhirnya blog memang bukan untuk semua orang, Mat. Hidup jalan terus biarpun sampean tak punya blog.”

Gang på gang vises det reklame på den den ene kanalen som skal være rekalme fri. Ofte før og etter sportbegivenheter. Hvorfor vise reklame i forbindelse me noen programmer, men ikke andre? Hvorfor vise reklame på NRK i det hele tatt? Grunnen til at vi betale lisens er nettopp for å unngå reklame. Til og med på NRK sine nettsider er det reklame. Se www.nrk.no  Nettsidene brude også være reklame frie som BBC sine nettsider. 

Nå som vi er inne i den digitale TV hverdagen, trenger alle en digital dekoder for å få inn kanaler. Og alle må forsatt betale NRK lisensen, pluss kanalpakken de velger. Nå må alle velge hvilken kanaler de skal få inn. Hvorfor er det ikke mulig velge om man vil få inn NRK sine kanaler? Hvis man velger å betale lisensen så får du inn NRK. Og hvis du ikke betale får du ikke? Dette er mulig med dagens teknologi. 

Det er flere borgerlige partier som samler seg mot NRK lisensen. KRF, Venstre og FRP går inn for å fjerne den. Jeg skjønner hvorfor de vil gjøre det, men er ikke enig i hvordan. Hvorfor ikke velge om man vil få inn NRK, ved å betale lisensen? Det er folk som sier at et alternativ er å gi penger over statsbudsjettet. Men her blir det akkurat det samme som før. Det eneste som er forskjellig er at du slipper å få en regning i posten merket NRK. Men må betale en økning i skatt verdt lisensen vedig. Da blir NRK mindre uavhengig. NRK blir da direkte avhengig av staten. Hvordan vil det påvirke NRK sin dekning av staten Norge og gjeringen? Vil NRK være villig å kritisere de som gir de penger? Jeg sier ikke at det vil skje, men det er en mulighet. NRK sin mulighet til å drive med uavhengig journalistikk vil da være svekket. 

Derfor mener jeg at NRK lisens ikke bør fjernes, men være valgfri. Uansett må all reklame ut av vår Norsk RikskringKasting, både på TV og nett. 

Er det ikke litt ironisk at rett under info om selve lisensen på nrk sine nettsider, finnes det mye reklame?

Hva er ditt synspunkt?

Danes sem dobila moj, prvi natisnjen izdelek. Vesela sem ga zelo. Želela bi pa slišati komentarje od vseh. Kar vam na njem ni všeč ali vam je.

Podjetje je Sini ena d.o.o., ki se ukvarja s telefonijo, računalniškim servisom in ima zelo ugodno spletno trgovino. Pri njih sva z mojim Lumpom kupila disk 750 GB, dva objektiva in kamero. Bili so zelo prijazni in zlasti ugodni.

Tudi servisirajo zelo vredu in cenovno ugodno, vendar žal le v Mariboru in njegovi okolici 25 km.

Njihova misel je: strokovno, ceneje, hitreje. Še lepše od vsega tega pa je, da to vse drži :) .

Nei, jeg holder meg til de stygge grønne "always ultra", for har jeg lyst på kunst, så kjøper jeg et maleri til veggen fremfor pynt til søppelkassa;) Det er komforten som teller!