Susanne Krages illustration er stjålet fra 'Børnebiblen' og hører til historien om Jonas og hvalfisken (Jon 2), som jeg (heller) ikke kendte på forhånd - men jeg er jo også en ignorant udi kristendommen. Historien kommer fra Jonas' bog, der er en del af det gamle testamente, som Claus Bjerregaard i dag forsigtigt antog, at der var en del, der nok ikke rigtigt kendte, hvorfor han kort genfortalte den. Fint! Gør mere af det.

Jonas og hvalfisken handler om dilemmaet mellem Guds vilje og Jonas vilje. De vil hele tiden det modsatte - men gæt selv, hvem der vinder i sidste ende :-)

Dagens øvrige tekster (Jak 3,1-12 og Matt 12,31-42) handlede meget om sproget og ordene. De sagde mig begge en del, for er der noget, jeg holder af er det ord. Det skrevne og det talte ord brugt med omhu og omtanke kan bringe større glæder end meget andet her i livet.

Der findes mennesker, der i svære situationer formår at gøre hinanden mindre og gøre hinanden fortræd blot ved hjælp af ord. Heldigvis findes tillige mennesker, der har så meget godt i sig, at de i tilsvarende situationer kan manøvrere i sprog og samtale på en måde, så ingen bliver mindre, måske endda tværtimod. Måske kan de endda alligevel gøre hinanden godt, uagtet at livet føles som 'en omgang skrammel'? Jeg bestræber mig efter bedste evne på at være en af de sidstnævnte - om det lykkes må andre vurdere.

God søndag.

I dagen tekst (Luk. 7,36-50) er Jesus til middagsselskab hos en af farisæerne. Der spises og drikkes sikkert godt og hvem tropper så op midt i det hele? Ingen ringere end den lokale luder ("en kvinde, som levede i synd i den by"). Hun giver sig i kast med at give ham en ordentlig fodkur, som sikkert er tiltrængt efter mange år i sandaler. Jesus tilgiver hende på stedet, fordi hun har elsket meget og ladet det komme til udtryk, og han siger til hende "Din tro har frelst dig. Gå bort med fred".

Niels Chr. Poulsen fabulerede lidt over denne histories forhistorie og efterspil; den virker som et underligt intermezzo. Vi dumper lige ned midt i middagsselskabet, men hvad er der gået forud for Jesu møde med kvinden? Har de mødt hinanden tidligere - for er det ikke for mærkeligt bare sådan at komme farende med en alabastkrukke fyldt med olie og give sig til at vaske fremmedes fødder?

Og hvad sker der efterfølgende? Går hun bare videre ud i livet og fortsætter, hvor hun slap? Er hun upåvirket af hændelsen? Er det bare en parentes i hendes liv?

Det får vi desværre ikke noget svar på, så intermezzoet må stå alene. Grundtvig har forsøgt at råde bod på det med salme 151, hvor han siger, at vi alle kan sætte os i kvindens sted (v. 3) - og så er det vel også tilladt selv at digte både prolog og epilog?

Der var dåb, hvilket fik mig til at filosofere lidt over, hvor forskelligt præsterne gennemfører ritualet, og over hvor meget graden af tydelighed i de forskellige elementer betyder.

Hos de fleste bliver dåbsvandet hældt diskret op uden bemærkninger til dét; en enkelt gør noget ud af det ved at sige: "Det første, der skal sker er, at vi skal have dåbsvandet hældt op." Samme 'tværer' korsets tegn ind i barnets ansigt og i dets bryst. Claus Bjerregaard gør det så hurtigt, at jeg engang var ved at gå hjem og skrive, at jeg troede, han havde glemt det (men det turde jeg nu alligevel ikke binde an med) , og Niels Chr. Poulsen i dag lader korset svæve sådan ca. 20 cm. over barnet. Han sagde heller ikke det med, at fadderne har krav på at vide, hvad det er, de går ind til, som jo ellers er vigtigt nok.

Endnu engang bliver jeg bekræftet i, at jeg foretrækker at få det hele bukket i neon og skåret ud i pap. Det, der foregår i kirken, skal være tydeligt for mig, det skal kunne mærkes, for så bliver Gud nærværende. Alternativt bliver det en masse ord, der ikke flytter mig som menneske. Jeg medgiver naturligvis gerne, at det måske blot er fordi jeg er 'begynder' udi troen - men sådan har jeg det altså.

Det er sikkert ikke verdens letteste opgave at formidle budskabet fra så gamle skrifter på en måde, så det ikke ender i ord, ord og atter ord. Det er en 'bunden opgave' - søndagens tekst er, som den er, og så må man se, om den kan gøres nærværende for dagens gæster. Gad vide om jeg er den eneste utilitarist i Hvidovre Kirke? Er jeg den eneste, der kommer og gerne vil have 'noget' med mig hjem; noget jeg kan bruge til egen refleksion, til egen bearbejdning og i egen hverdag?

Hvis jeg nu skulle komme i menighedsrådet, kunne jeg finde på at foreslå en spørgeskemaundersøgelse, der skulle afdække menighedens 'motiver' til at komme i kirken - er det en vane, for det har man altid gjort? er det et ønske om at blive klogere på Gud/sig selv? I givet fald hvornår lykkes det så? Hvad fungerer godt i gudstjenesten, hvad kunne gøres bedre? Er der elementer der savnes? Og der kunne sikkert stilles en mængde andre spørgsmål - også med respekt for, at tro nu en gang er et personligt anliggende.

Jeg er klar over, at dette måske er lidt nytænkning i kirkeverdenen; i resten af det offentlige har vi imidlertid siden starten af 90'erne konstant skullet spørge vores kunder, hvad de mente, vi gjorde godt, og hvad vi kunne gøre bedre - vel vidende at rammerne er givet på forhånd (typisk i lovgivningen). Ville der være noget til hinder for at gøre noget lignende i folkekirken under respekt for de derværende rammer (ritualbogen, højmesseordningen og hvad der ellers måtte findes)? Ville det ikke være i orden at 'produktudvikle' gudstjenesten i overensstemmelse med kundernes ønsker? Omend ikke andet ville jeg da selv - hvis jeg var præst - gerne have feed back på mit arbejde.

Nadver: Hver søndag tager jeg stilling til, om jeg har lyst til at gå til nadver eller ej. Det skal ikke bare blive en vane/et ritual - jeg vil ikke tage plads ved Herrens bord bare for at gøre det, eller fordi de andre gør det. Det skal være et aktivt valg. I dag var en af dagene, hvor det ikke skulle være. Tiden kan bruges til at være stille med sig selv og sine egne tanker, og måske dele dem med en enkelt anden. Kirkerummet er godt til tanker. Man kan få lov at være i fred, der er ingen udefrakommende krav - det sker ikke så ofte.

Porten: På vej ud stod to ældre damer og hev i porten med den ene hånd, mens de styrede rolatoren med den anden. De kunne ikke få den op - det lykkedes for mig alt imens de talte om, hvorvidt man kunne  klage et eller andet sted. Det er hermed givet videre.

God søndag.

'Kend forskel på dine ånder!', tror jeg, at jeg vil kalde Runa Damsagers prædiken i dag.

'Klodernes kamp' af HG Wells (om marsboernes forsøg på at erobre jorden) blev med udgangspunkt i dagens tekster til 'Åndernes kamp' - eller magtkampen mellem de sande og de falske profeter, magtkampen mellem Krist og antikrist - man skal kunne se forskel på sine ånder.

Uden at jeg husker, hvordan det hang sammen, kom vi også en tur over en af samtalens mestre: Sokrates, der så det som sin ypperste opgave at sørge for, at hans samtalepartner altid kom ad egne veje til egne konklusioner. Ham ville jeg gerne have talt med, men heldigvis findes der også i vor tid mennesker, der er så gode at tale med, at det kan opleves som at tale med Sokrates.

Måske var vejen til Sokrates omvejen over den magtkamp, der kan ligge i at få det første ord i en samtale - den første der tager bladet fra munden sætter dagsordenen. Det er jeg nu ikke enig i, for jeg mener, at i den gode samtale udvikler man i fællesskab samtalen ved at lytte, spørge og forholde sig. Selv prøver jeg at leve efter devisen om at 'der er en grund til, at vi har to ører og kun én mund'.

Jeg ved heller ikke, hvordan vi kom til Paulus 1. korintherbrev kapitel 13 med 'Størst af alt er kærligheden'. Kærligheden vover, giver, venter, længes, savner, varmer - men den tvinger aldrig, sagde Runa. Hørt hørt... Det er nemlig sådan, det er!

Kærligheden har sin pris, men alligevel koster den ikke noget; man kan give kærlighed, man kan få kærlighed, men skønt den har sin pris, kan den ikke købes. Uhyre banalt - og derfor sandt!

Og videre i dette spor kom hun til: "Hvad flytter mennesker, så de kan tage i mod Jesu kærlighed? den kærlighed, der er den eneste, der tvinger". Ja Runa, det ville jeg sørme også gerne vide! Jeg kan gå rundt i mit hus og savne at komme over i kirken - det er da mærkværdigt, når jeg i januar kaldte mig selv 'en undrende hedning'. Hedning har jeg nu nok aldrig været, da jeg jo altså er døbt, og så man kristen - basta. Det kulturhistoriske undersøgende og undrende projekt tog mig steder hen, jeg ikke havde ventet at komme. Jeg er ret så tilfreds med at have udfordret mig selv på dette felt.

Jeg kunne godt lide denne prædiken, men jeg ærgrer mig altid, når jeg kommer hjem og ikke kan huske sammenhængen i den; jeg kan som regel huske en del af indholdet, men hvordan pokker var det nu, det hele hang sammen. Hvordan kommer I fra A til B? Hvordan fik I sat de forskellige blokke sammen? Jeg kan huske blokkene, men ikke hvordan de hænger sammen. Måske er jeg bare ikke akademisk nok...

Det er simpelthen historisk: Jeg kunne de fem ud af seks salmer i dag! Rigtig rart at kunne være på det meste.

Det var hårdt at komme gennem første del af gudstjenesten, for dåbsbarnet skreg og skreg og skreg; det ville ingen ende tage. Selv efter dåben, hvor forældrene gik ud i våbenhuset med det, kunne jeg ikke få fred i hovedet, for døren mellem kirkerummet og våbenhuset er ikke lydisoleret. Det ville måske være en idé at sørge for det?

Mette Ladefogeds prædiken over blandt andet Matt. 10,24-31 drejede sig om "frygt ikke..." - om den tryghed det kristne menneske kan tillade sig at leve i, for Gud favner og våger over os, men han overvåger os ikke.

Ofte tænker jeg "hvad nu hvis det er sandt?" Jeg mener, hvad nu hvis det er sandt, at gudsriget findes, at der er et liv efter døden, at vi har en far i himlen, hvad nu hvis det er rigtigt, at Gud er med os, hvad nu hvis alle de der fantastiske ting virkelig er sande? Jeg kan slet ikke rumme det! Alt det kan vi da ikke få med i livet, bare fordi vores forældre har sørget for at få os døbt? Eller skal man bare acceptere at være en del af et mysterium?

Jeg præsenterede tanken for en ven, der ved meget mere om de dele end jeg; hun replicerede "Jeg tænker af og til, hvad nu hvis det ikke er sandt". Tjah sådan kan man jo vende det, når man er sådan ordentligt troende, og ikke bare er 'en tvivlende Thomas'.

Kan fx nedenstående legende være sand?

Legenden om fodsporene

Der fortælles om en mand, der var kommet i himlen. Gud tog selv imod ham og talte venligt med ham. I samtalens løb spurgte Gud ham, om han havde lyst til at se tilbage på sit liv. Det havde han.

Det var ligesom en film, der vistes for hans øjne. Han så hele sit liv, både det gode og det onde, både det lyse og det mørke. Men efterhånden var der en bestemt ting, han lagde mærke til: at i alle de lyse og gode dage var der hele tiden to sæt fodspor ved siden af hinanden: hans egne og Guds. I de onde og mørke dage var der dog kun eet sæt fodspor. "Gud, der er noget, jeg må spørge dig om. Når jeg ser de lyse, gode dage, jeg har oplevet, ser jeg hele tiden to sæt fodspor, mine egne og så dine. Du har fulgt mig hele tiden. Men når jeg ser på de onde, mørke dage, jeg har oplevet, da ser jeg kun eet sæt fodspor. Hvordan kan det være? Hvorfor forlod du mig?"

"Menneskebarn", sagde Gud, "der er noget, du ikke har fattet. I de lyse, gode dage, fulgte jeg dig. Men i de onde, mørke dage, da bar jeg dig!"

Sankt Thomas og virkeligheden:

"Sankt Thomas og virkeligheden" af Jes Nysten ligger stadig på natbordet og det er altså ikke fordi, jeg ikke kan læse, at jeg ikke er færdig med den, men den fortjener at blive læst langsomt, og begrebsapparatet er nyt, så det må gerne "sætte sig" langsomt. På samme måde som man siger, at tro er et personligt anliggende, så vil jeg tilføje, at tro også er en proces at komme igennem frem til, når man ikke har fået det hele ind med modermælken.

På side 100 har han et afsnit om "Gudsbeviser", om disharmonien mellem tro og fornuft. Han skriver fx: "Det nye Testamentes overbevisningskraft ligger bl.a. i dens fasholdelse af en manglende harmoni mellem tro og fornuft, at der aldrig kan gennemføres et bindende bevis, for hvad ville tro så være?" (min fremhævning.) Det er lige præcis derfor, jeg er vild med den bog. Med udgangspunkt i den tvivlende Thomas tager han al min tvivl, vender og drejer den, og sætter den overbevisende sammen på nye måder - og gør den i sidste ende mindre. Jeg ender vel som troende?

Gud er på nettet

En kollega fortalte mig følgende, som han havde set i en film: Gud er kommet på nettet og har også fået en e-mail-adresse. Så begyndte alle mennesker selvfølgelig at sende deres bønner til ham på mailen. Gud kunne - forståeligt nok - ikke rigtig overskue alle de ulæste beskeder i sin indbakke, og hvordan skulle han nu også nå at svare på dem alle sammen. En dag fandt han løsningen: han markerede alle mails og svarede på dem alle på én gang. Svaret var "Ja" - ikke andet. Så kiggede han ned på jorden, og alle hoppede og dansede rundt og var kolossalt glade og ellevilde.

Jeg har tjekket min indbakke - den er nu fortsat tom...

Runa Damsager kan noget med pauser og stilhed ved sine gudstjenester. Hun lader stilheden sænke sig over kirkerummet og levner plads til stilhed, refleksion og fordybelse - man kunne have hørt en knappenål falde til gulvet, men der var ikke noget, der faldt. For første gang lukkede jeg bare øjnene og sank ind i mig selv; det var rart.

Jeg kan godt lide stilheden i kirkerummet og glæder mig hver gang den opstår, og ærgrer mig alle de gange, den ikke opstår. Der er ikke så mange steder i verden, man kan få lov at dvæle ved stilheden. Der skal hele tiden være fart på alting og på livet - kan vi i det hele taget selv følge med?

Et pudsigt fællesskab, der kan opstå i et rum fyldt med - for det meste - ukendte mennesker, når alle(?) lukker øjnene og lader stå lidt til. Desværre blev pausen for lang for mig, så jeg kom til at åbne øjnene for tidligt, og var således kommet lidt ud af den magiske stemning, da hun begyndte på bønnen. Men samlet set en rigtig dejlig oplevelse!

Teksten var af Matthæus (Matt 16,13-23), og Jesus kreerede hemmeligheder med disciplene, for de måtte ikke sige til nogen, hvem han egl. var. Runa spandt en ende over det med hemmelighederne. Har jeg en hemmelighed, jeg deler med et andet menneske, bliver båndet mellem os endnu stærkere, netop fordi vi deler en hemmelighed. Fællesskabet vokser sig endnu større og stærkere.

Der var meget andet i hendes prædiken, men hvordan var det nu det var? Når det ikke taler direkte til mig, har jeg tit svært ved at huske sammenhænge og links. Det ærgrer mig. Jeg tror, jeg begynder at tage blok og blyant med for at notere stikord og på den måde undsige "alderdommens uafviselige fremgang".

Det er lidt vanedannende med den kirke. Jeg kan gå i løbet af ugen og regne på, hvor længe der er til søndag..., og jeg kan simpelthen bare godt lide at gå  derhen, uden at jeg nærmere kan sige hvorfor.

Jeg kommer for prædikenen og for genkendelsen. Nu kan jeg efterhånden ritualet til højmessen ganske godt, og der er simpelthen noget over genkendelsen. Jeg er (stadig) i gang med "Sankt Thomas & Virkeligheden" af Jes Nysten. Han skriver bla. om, hvorvidt Gud behøver et hus (kirken), og han er klar i mælet, når han skriver, at det behøver Gud ikke, men menneskene behøver et hus, hvor de kan gå hen for at være sammen med Gud. Jeg synes, han har ret; for "det virker bedre ovre på den anden side ad gaden".

Salmerne: Der var flere før-reformatoriske i dag, og dem kan jeg godt lide, skønt jeg naturligvis ikke kender dem. Til tider er det også skønt bare at høre andre mennesker synge; der findes mennesker, hvis stemme rammer én lige i hjertekulen. Sådan var det i dag!

Danmarks nationaldag den 15. juni. Dagen kaldes 'Valdemarsdag' efter et dansk slag i Estland i 1219. I følge sagnet faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse. Det er kong Valdemars sejr, vi fejrer.

Det er også genforeningsdagen, hvor vi fejrer, at Sønderjylland blev genforenet ned Danmark ved afstemningen i 1920.

Tak fordi du lige mindede mig om nationaldagen Claus!

Normalt synes jeg, nationalisme er noget grimt og demagogisk og at nationalismen har konsekvenser, jeg er bange for; men på en eller anden måde fik Claus Bjerregaard mine verdner til at hænge sammen i dag i kirken med sin prædiken over blandt andet Matthæus 5, 43-48. Det fremgår her "...Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer,..."

Enkeltpersoner kan have fjender, men også en nation kan have fjender, også selv om fjenderne slet ikke kender os danskere som enkeltpersoner - og de er så vrede på os, at de slår mine kolleger på ambassaden i Islamabad ihjel. Det skyldes altsammen nogle latterlige tegninger i en mindst lige så latterlig avis. I vores kantine i Udenrigsministeriet er der i øjeblikket opstillet en indsamlingsbøsse, så man kan give en skærv til de efterladte. Jeg smed en 100-mand i forleden, og tænkte, at den kommer man langt for i Pakistan, og her betyder den ikke nær så meget.

Så nu kom min dagligdag lige med ind i kirken - pudsigt nok, for jeg synes ellers, jeg gør alt for omvendt at slæbe kirken ind i min dagligdag. Og det lykkes vist meget godt, for jeg synes, troen og kirken er over det hele efterhånden.

Et ex er, at jeg en dag ledte efter små lette retter - naturligvis på nettet og med Google - og det var lige meget hvilket link, jeg klikkede på, så havnede jeg midt i nadveren den nat, da Han blev forrådt. Gad vide om der er nogen, der har manipuleret med Google her i foråret? Eller har de bare lavet om på Internettet?

Et andet ex er, at da jeg flyttede til Hvidovre, syntes jeg, det var et lidt pudsigt sted, men jeg kunne faktisk godt lide at være helt anonym her. Nu kan jeg ikke gå ned i min forhave (altså på torvet) og drikke en kop kaffe eller gå hen i Føtex, uden at møde en eller anden, der har forbindelse til kirken (en sognemedhjælper, et medlem af menighedsrådet m.fl.)

Da jeg startede mit 'Kulturhistoriske projekt' nytårsdag kl. 14:00 regnede jeg med, at det skulle være et rent akademisk anliggende, og at jeg bare skulle gå over gaden en gang om ugen, være helt anonym, og gå hjem og skrive på min blog om dagens oplevelser.

Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville opleve et ønske om at tage troen til mig, og jeg havde heller ikke forventet, at der var nogle derovre, der ville lægge mærke til, hvem jeg var, at jeg i det hele tage var der, eller at jeg ville komme til at tale med nogen. Det er åbenbart ikke let for mig at være grå mus og falde i med tapetet!

Da det nu alligevel er gået anderledes, og jeg tager 'den fulde pakke' som det kedelige enten-eller-menneske, jeg nu er, agter jeg også at stille op til menighedsrådsvalget til efteråret. Om end ikke andet, kan jeg da være webmaster for dem og designe en lidt mere progressiv og glad hjemmeside til dem. Jeg må sige, at jeg finder den ret så sort og så er den fyldt med unødvendige kodefejl.

Jeg har nu også nogle tanker om, at jeg måske kan være med til at understøtte den glade og fortællende teologi, der rykker mig som menneske. Jeg er begejstret for de gudstjenester, hvor traditioner og fornyelse går hånd i hånd - dem vil jeg gerne have nogle flere af!

Bagest i salmebogen er der samlet en mængde interessante ting. Forleden faldt jeg lige over et afsnit med "Bibelord til opmuntring og trøst". Nummer 1 er super: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig."

Dagens tekst var af Lukas (Luk 15,11-32), nemlig historien om den yngste af to sønner, der får arveforskud, drager til udlandet, hvor han horer og spiller pengene op. Da pengene er brugt, ser han ikke anden udvej end at vende hjem til "faderhuset" (altså ikke det med Ruth Evensen nede på Lolland - men hans fars hjem), hvor faderen holder en fest, fordi denne søn vender hjem. Storebror bliver noget irriteret, for har han nu ikke gået dér og passet arbejdet i årevis uden så meget som at have fået en fedekalv som tak.

Jeg har historien i en Møllehave-udgave; Johannes Møllehave har en skøn fortælling om det med at passe svin: "Nu, da han (den yngste søn) ingen penge havde, måtte han klare sig selv og gik derfor hen til en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin. Det var en frygtelig ulykke, fordi svinene er urene dyr for jøderne. I Danmark taler vi om, at et menneske går i hundene og synes, at værre kan det ikke gå et menneske - men jøderne taler om, at et menneske går i svinene - og det var i grunden endnu værre."

Det er jo en fin lille og "opbyggelig" historie, som man vel også kunne kalde "Long lost, but now found"; næsten som når man finder (i betydningen opdager) en ven, der kunne være en del af en selv.

Niels Chr. Poulsen gennemgik teksten om denne samspilsramte familie, og mere er der vel egentlig ikke at sige om det. Teksten er så nem, at der måske heller ikke er så meget at sige om den.

Salmerne: i dag kendte jeg to (nr. 439 var den ene), så det går fremad. Nu kan jeg grine af, at jeg engang i foråret undrede mig over, at"Agnus dei" var med hver gang; jeg bildte mig ind, at de måske havde en særlig forkærlighed for den ovre på den anden side ad gaden. Sådan kan man jo blive klogere med tiden.

Jeg undrede mig over, at vi ikke i dag skulle sige trosbekendelsen i forbindelse med dåben - det synes jeg da, vi plejer, men jeg husker jo nok forkert, eller også har jeg misforstået højmesseordningen derovre.

Jeg er til "glad kristendom" - jeg mener ikke sådan lalleglad, men til noget, der løfter sjælen og mig op i et lidt andet leje end det, jeg ankom til kirken i.

Jeg er ikke lalleglad (og bliver det aldrig), jeg er klar over, at livets medaille har en bagside, for jeg har set mere end nok af den, og jeg er ikke særligt enfoldig - men efter en gudstjeneste som den i dag, gik jeg hjem sænket til et lavere niveau end det, jeg ankom i.

Har brugt fem måneder på at prøve at sætte mig lidt ind i, hvad det er, der foregår i den danske folkekirke i almindelighed og i Hvidovre Kirke i særdeleshed. Har læst bøger og tekststykker, googlet og talt med en af præsterne, og syntes ellers lige, det gik så godt - og så crash boom bang: De rykker tilbage til start, modtager ikke 200 kroner i matadorpenge og kan gå direkte i fængsel og sidde over dér et par omgange, mens de andre spillere bygger palæer på Kongens Nytorv.

Jeg tillader mig at mene, at hvis jeg ikke fatter en lyd en søndag, så er det da muligt, at enkelt anden - plus naturligvis kirkemusene - heller ikke gør det. Skal det virkelig være så svært at bære med?

Endnu engang kendte jeg ikke en eneste salme bortset fra Agnus Dei (439), og det var der tydeligvis heller ikke andre, der gjorde. Jeg er helt med på, at hvis man kun skulle vælge dem, jeg kan, ville det blive en tynd kop the, men jeg følte mig udenfor, trist og uvidende gennem hele gudstjenesten. Havde det været sådan fra starten af mit vanvittige projekt med at tage troen til mig, havde jeg givet op efter en måned.

Lad mig lige dvæle ved et vers fra udgangssalmen (# 307 vers 4):

Det er den snævre post for sjælen,

for det i os, som siger "jeg",

hvis ære med den dybe knælen

indlysende forliges ej;

skønt intet værd er, hvad vi mister,

os egenkærlighed dog frister

til på "os selv" at holde fast.

Da jeg havde læst det fem gange, begyndte det (muligvis) at gå op for mig, hvad her står sådan linie for linie i min egen semantik: Der er ikke meget plads til sjælen, for jeg'et kan selvfølgelig ikke forenes med at være troende; i virkeligheden betyder det ikke noget, hvad vi mister, bare vi ikke holder fast i kærligheden til os selv. Tak for fisk! Hvis dette hører med til at være troende, så melder jeg pas og står af her.

Det er særdeles tænkeligt, at jeg har misforstået det hele - men jeg begriber ikke, hvordan der kan blive mindre plads til tro og næstekærlighed af, at jeg tager min cykel, gør noget godt for mig selv ved det og glæder mig over at gennemføre et længere løb, eller at jeg tager mine rulleskøjter, gør noget godt for mig selv, mærker foråret og sommeren og kun tænker gode tanker, mens jeg ruller 50 runder på en god asfalt i en skolegård, sammen med andre mennesker, der nyder det lige så meget, som jeg selv gør. Hvad skulle der nu være galt i det? Må man ikke føle sig i live, mærke livet, gribe dagen og samtidig tro, at man er troende?

I min optik er ovenstående en tilbagevenden til de fordomme, jeg havde om kirken, inden jeg begyndte at undersøge sagerne selv: synd, skyld og skam, sådan en gammel testamentlig logik. Jeg har muligvis ikke så meget at have det i, men jeg tror på et budskab om kærlighed og tilgivelse, og synes, det fineste sted jeg har kunnet finde i "Den nye aftale" er "Paulus' første brev til menigheden i Korinth", kapitel 13: "Kærligheden er det vigtigste" (ofte kaldet "Kærlighedens Højsang").

Måske går det bedre i næste uge?

Maj er min smukkeste måned; en tid hvor det er som om, alle undere sætter ind, og hvor man kan vente - og forvente - selv det umulige. Kunne jeg ønske mig en måned, der gentog sig lige så meget som november, som vi har fem af årligt, ville det være maj.

Niels Christian Poulsen havde i dag debut i Hvidovre kirke efter sin ordination i søndags. Niels Christian skal vikariere for Inge-Hanne Broström under hendes orlov. Endnu engang må jeg konstatere, at de i kirken kan det med at sætte i scene. Provst Claus Bjerregaard (over-)gav ordet til Niels Christian efter en fin tale til ham. Claus talte om det, der i særlig grad tiltaler ham ved ordinationer, nemlig håndspålæggelsen. Normalt synes vi jo ikke, det er godt, når nogen lægger hånd på andre (selv tænker jeg, at sprogligt er "Han har lagt hånd på mig" at "Han har slået mig"), men gejstligt set, er det noget ganske andet. Der er det en fin gestus.

Hvis jeg nu var præst, ville ordinationen være en kolossal oplevelse. Det ville være at modtage arven efter forfærdrene med pligten og til - og ønsket om - at give den videre. I forbindelse med slægtsforskning har jeg selv formuleret: "Min private og uvidenskabelige definition på slægtsforskning: "Slægtsforskning er de nulevendes arbejde med - og fortælling om - fortiden med det klare mål for øje at blive klogere på sig selv og at levere fortællingen videre til eftertiden." Lige pludselig sidder jeg i mit lønkammer og ser en forbindelse mellem teologi og genealogi. Pudsigt at se teologi som et detektivarbejde - men det kunne man muligvis godt? Er det ikke den personlige søgen og undren, der kommer i nye rammer?

Pludselig har tanken slået mig: "Jeg vil læse teologi - jeg vil være præst." Tanken er vanvittigt (men jeg er ved at vænne mig til de vanvittige tanker - kender mig jo ret godt her på fireogfyrretyvende år). Økonomisk er det uoverskueligt at tage endnu en kandidatgrad; jeg er lige blevet færdig med den første studiegæld, og det ville være vanvittigt at pådrage mig en ny. Der er kun 16 år, til jeg vil gå på pension, jeg kommer aldrig igennem alt den græsk og hebraisk, min viljestyrke er for lille, min tro er for svag, alle de dygtige præster er allerede uddannet og der er masse andre argumenter i mod.

Apropos det med, at alle de dygtige teologer allerede er uddannede, og alle de dygtige præster allerede har gået på pastoralseminariet, og allerede har embede: Da jeg var fem år, ville jeg gerne være arkæolog; men jeg veg fra det og forklarede min mor følgende: "Jamen mor, når jeg bliver stor, så er de jo færdige med at grave det hele op!". Selv i dag kan jeg godt lide den 5-åriges logik, der jo bare overså, at der ville blive noget nyt at grave op.

Nårh ja ... undskyld Niels Christian at jeg har taget pladsen til mig selv, når jeg faktisk ville skrive om din første prædiken efter din ordination. Du talte om lotto-sloganet "Tænk hvis du vandt" og du drejede det ind over: "Tænk at du allerede har vundet". Du sagde så meget, at jeg ikke kan huske det hele.

Personligt mener jeg, at dit salmevalg var helt umuligt. Endnu engang kunne jeg kun "Agnus dei" (gode gamle nr. 439) - du bliver simpelthen nødt til at vælge noget, som andre end du selv og en enkelt (måske to) præst(er) kan. En del af glæden ved at komme i kirken er at kunne synge med på bare et par af salmerne. Du havde også valgt nogle med ca. syv vers i hver - det er lang tid i uvidenhed!

Jeg lagde også mærke til, at du i forbindelse med nadveren sagde "til min ihukommelse". Hvad er der nu galt med "til ihukommelse af mig"? Du bruger næsten en passiv i 2. potens - det er der faktisk ikke grund til. Eller også er der - og så må du gerne gå i rette med mig i en kommentar.

Blandt dine helt umulige salmer havde du bla. nr 233, hvor 2. vers lyder:

Jeg har vundet, Jesus vandt;

døden opslugt er til sejer,

Jesus mørkets fyrste bandt,

frihed jeg ved Jesus ejer;

åben har jeg Himlen fundet,

Jesus vandt, og jeg har vundet!

Når man har prøvet, at Livet vandt over livsangsten får dette vers en særlig betydning. Og herom agter jeg at bidrage til Kristelig Dagsblads kronikkonkurrence "Hjælp fra en uventet kant". Jeg drømmer ikke om at vinde noget som helst, men det, at deltage i en konkurrence, kunne måske bidrag til at skærpe pennen/tastaturet?

Kære læser - undskyld dette blev lidt langt, men jeg havde lidt meget på sinde.

Hvidovre Kirke holdt i går Pinse- og familiegudstjeneste, og der er altid gjort rigtig meget ud af familiegudstjenesterne, da man - for at fange børn - ikke kan nøjes med ord, som vi voksne jo holder så meget af at boltre os i og lege med. Vi skulle høre om Pinsen, og det kan godt være, jeg bare er infantil, men jeg er vild med historiefortællingen. Jeg nyder at læne mig tilbage og lytte, og lade historien gå ind.

Det var - naturligvis fristes man næsten til at sige - igen Inge-Hanne Broström, der stod for regi og iscenesættelse af historien om Helligåndens komme. Hun indledte med at fortælle om det græske ord for Pinse, nemlig "Pentecoste", der betyder 50. Regner man 50 dage frem fra nu, lander vi der, hvor alle børn får sommerferie. Narj... det var jo nok ikke den vej, vi skulle regne. Jamen så baglæns da? 50, 49, 48 og når vi kommer ned til 0, banker vi da lige ind i Påsken. Javel ja - det har noget med Påsken at gøre. Jesu Kristi død og opstandelse i Påsken, læg 40 dage til og du rammer Kristi Himmelfart, og 10 dage mere, så har du Pinsen. Sjov talmagi egentlig. I forbindelse med Kristi Himmelfart siger Jesus til disciplene, at han vil sende en hjælper, så de ikke skal klare opgaverne alene.

Disciplene, og lige nu er der kun 11 (Judas Iskariot må have taget sig af dage i et træ nu), er samlet til en (måske bedre) frokost, og de er i lidt halvdårligt humør, for de grunder over, hvordan de dog skal kunne gå ud og fortælle alt det videre, som Jesus lærte dem. Og det da i særlig grad, når de alene taler deres aramæiske. Midt i frokosten hører de kraftige vindpust i rummet, og der kommer ildtunger og sætter sig på dem. Og pludselig kan de tale mange sprog, og det sætter disciplene i stand til at udbrede budskabet på alverdens sprog. "Og disciplene var sådan lidt bims i hovedet" sagde Inge-Hanne - ja tak, det forstår man; det ville jeg også have været oven på den oplevelse.

På billederne herunder har jeg forsøgt at fange sceneriet med frokostbordet, hvor disciplene i form af pigekoret sad, og ildtungerne sad med. Pigekoret sad ikke kun og var disciple, de sang også så fint en salme med følgende omkvæd:

Tag en bøgegren i hånden,

tænd et lys og hejs et flag,

vi vil fejre Helligånden,

det er pinse her i dag!

Og så til de umulige betingelser for en præst: en beruset kvinde med sin rolator, der absolut midt i det hele måtte føre en personlig dialog med præsten, og en multihandicappet dreng, der i sin kørestol hvinede højt gennem alt, og en masse andre børn, der også havde fået skruet op for stemmen. Kan man klare det der, kan man klare alt! Det kan ikke være nemt at komme igennem seancen på den måde. Men hvad gør man? Man kan jo ikke så godt blive sur og bede folk gå ud eller i det mindste holde bøtte.

Super-præsten skal have orlov i fire måneder nu. Øv - men skribenten er naturligvis på plads, både til den tid og i mellemtiden.

Ordination i Sct. Olai Kirke i Helsingør

Jeg har jo besluttet gennem et helt kirkeår at tage den fulde pakke med Kirken, så da jeg blev inviteret med til ordination i Sct. Olai i Helsingør, var jeg ikke sen til at sige "Ja tak".

Tænk at blive præsteviet! Det må være en fantastisk dag for en præst - og jeg skulle hilse og sige, at der er noget mere "svung" over det, end den dag man bliver ansat som jurist.

Der var indtogsprocession med alle de deltagende præster og provster med biskoppen over Helsingør Stift og ordinanterne i spidsen; der var en prædiken ved domprovsten og en tale fra biskoppen til ordinanterne, og derefter en ceremoni oppe ved alteret, som jeg desværre dårligt kunne se eller høre, derfra hvor jeg sad. Men det er et eller andet med, at de alle lægger hånd på hinanden, og jeg gætter på, at det er et tegn på ordinanternes optagelse i det gejstlige fællesskab. Hold da op hvor de kan iscenesætte inden for kirken. Det kan jeg rigtig godt lide at se på og opleve.

Sct. Olai Kirke tiltaler mig derimod slet ikke. Alting er så stort og pompøst; jeg fristes næsten til at sige "svulstigt" og det er slet ikke min stil. Jeg foretrækker langt "min" lille enkle og stilfulde landsbykirke i Hvidovre. Der er der bedre plads til mig som menneske; der kan jeg langt bedre bearbejde, og arbejde med, min egen private tro, således som den uendeligt langsomt er i færd med at tage form.

Jeg er i gang med at læse en skøn læsebog, der hedder "Sankt Thomas & Virkeligheden" af Jes Nysten. Bogen handler om kristentroen og er en lettilgængelig, samlet fremstilling af den kristne tro. Jes Nysten skriver blandt andet, at Gud ikke behøver "synlige kirker" for at "komme til orde" - nej det er menneskene, der behøver disse huse, disse kirker. Jeg kan godt lide hans argumentation, og så foretrækker jeg altså et af de små "husmands-huse". Herremænd og andet godtfolk må gerne beholde de pompøse palæer.

Efterhånden som jeg ved noget, bliver det endnu vildere. Min viden skyldes bl.a. at Inge-Hanne Broström har brugt og bruger virkelig meget tid på at introducere mig til "sagerne". Hun har tålmodigt fortalt mig alt det, jeg nok burde have vidst i forvejen - men det gjorde jeg altså bare ikke. Jeg søger og undres fortsat, men grundlaget for at gøre det, er kvalificeret betyderligt.

Kære Inge-Hanne jeg takker dig hermed i det offentlige rum for din indsats og din utrættelighed!

Nogle kalder Pinsen for "Kirkens fødselsdag", vist nok fordi det var i Pinsen, den første menighed blev grundlagt. Personligt mener jeg, det er en grov desavouering af festen for Helligånden - det er for populistisk for mig. Lad os dog kalde tingene ved deres rette navn!

Pinse (= Pentecoste betyder halvtredsindstyvende (underforstået dage efter påske = Pascha)) blæste en skarp vind ind over disciplene; Gud materialiserede sig som Helligånden (Vi har Gud = faderen, Gud = Sønnen og Gud = Helligånden). Ved et under (Pinseunderet) kunne disciplene pludselig tale de omgivende regioners tungemål/sprog, hvor de hidtil havde måttet nøjes med deres aramæiske. Med den nye sproglige begavelse blev de i stand til at gå ud at give det videre, Jesus havde lært dem.

Nogle af begivenhederne bag helligdagene, synes jeg, det er vanskeligt at tro på, fx Himmelfarten; men Pinsen, den køber jeg gerne!

Claus Bjerregaard havde tjenesten i dag, og han havde megen herlig ordleg med ånd og ånde, der alene differerer på et enkelt 'e', og orglets piber, der har brug for ånde i form af luft; der er brug for alle piberne; på samme måde er der behov for alle mennesker for at vi kan kalde os et samfund; og Gud favner os alle! Det er endnu en af de dage, hvor jeg kunne ønske mig, at den interesserede læser kunne få prædikenen udleveret ved udgangen, for hvordan var det nu det hele hang sammen? Det gælder i særlig grad, når den stedlige præst prøver at rumme/favne hele dagens tekst. Selv om jeg læser på lektien hjemmefra, går det i skudder-mudder i mit hoved, når jeg efterfølgende kun kan fragmenter.

Jeg plejer at sætte mig ovre i venstre side af hovedskibet, men forandring fryder som bekendt, så i dag prøvede jeg højre side - og så var det, jeg fik øje på disharmonien: I har stillet en stol med sandfarvet betræk betræk til venstre for alteret. Den støder enhver æstets sans for æstetik. Det kan I simpelthen ikke gøre midt i alt det bordeaux i knæfaldet, på kirkebænkene og i altertavlen. Find en anden stol eller få den ombetrukket! Jeg er godt klar, at den sikkert lige var den forhåndenværende stol, og et sted skal I jo sidde, når I ikke lige står med ryggen eller fronten til, men prøv lige en dag at gå derned, hvor vi andre sidder og se på det! Jeg kender jer snart godt nok til at vide/tro, I vil være enige med mig. Den aktuelle løsning er næsten lige så grim som skiltet ved kirkemuren. Stilbrud behøver I ikke begå i den i øvrigt smagfulde kirke.

Sikke en stemning det giver, når rigtig mange kan alle salmerne og gerne vil give til fællesskabet ved at synge ud og i bund. Så kan man sagtens selv synge med, uanset man ved de første vers ikke helt kan melodien.

Inge-Hanne Broström og Claus Bjerregaard førte an med syv konfirmander i hælene i indtoget. Sikke et signal at sende til de unge mennesker. Jeg tænker, at de i virkeligheden siger: "Vi ser jer, og vi tager jer, jeres tro og jeres konfirmation meget seriøst." Tænk at opleve det - også selvom det bare er som tilskuer.

Jeg har fået lov at tage en masse billeder derovre, fordi kirken gerne vil have nogle billeder, der måske kan bruges til at sende til avisen og på hjemmesiden. Jeg håber, der er nogle af billederne, de kan bruge; hvis ikke gør det ingenting, for jeg har fået tre voldsomt flotte konfirmationer med mig i bagagen.

Jeg kan snart ikke engang få øje på skyggen af mine gamle fordomme længere. Gad vide hvor længe jeg kan vedblive at kalde "det med kirken" for et eksperiment?

Lys-seancen har været der hver gang, og jeg tror, den gør noget ved folk. Under alle omstændigheder gør den noget ved mig. Carol Kings "You've got a friend" har også været der hver eneste gang, lige på det tidspunkt, hvor man ellers tror, det hele er slut og man næsten er på vej til at rejse sig for at gå. I dag var det da helt vildt med den sang, for der var så mange, der sang med, og lod stemmen få fuld glød ved det sidste vers.

Alle konfirmander har malet en altertavle (selve tavlen er fremstillet er fremstillet af fanger på Herstedvester), og de små altertavler stod side om side på det rigtige alter, hver med et lille lys foran. I sandhed en forårssøndag i lysets tegn. At det så også er 4. maj, hvor vi skal have lys i vinduerne i aften, gør ikke lysfesten i dag mindre!

Tak til jer Inge-Hanne og Claus for endnu en meget smuk oplevelse i Hvidovre Kirke!

Jeg har i relation til kirken et eller andet med genkendelsens glæde; det er så skønt, nu hvor der begynder at være noget, jeg genkender.

I dag var det så Kristi Himmelfart og historien, der er knyttet til den. Jesus der 40 dage efter påske stiger til himmels på en sky!

Jeg så for mit indre blik en hvid pude med en dukke i rød dragt blive firet op under loftet i en tynd fiskesnøre. Nede på bjerget stod disciplene måbende tilbage. Lige så måbende som jeg til tider kan føle mig. Billedet med dukkerne stammer fra den seneste familiegudstjeneste i Hvidovre Kirke.

Lis Ann holdt en rigtig god prædiken - som om den var lige til mig - hun sagde, at det er bare så svært at tro på, at det virkelig skete.

"Fisk" siger jeg til historien; et udtryk for at det er da fuldstændig vanvittigt at tro på, at en mand sætter sig på en sky og farer til himmels - og i parentes bemærket er han nyligen afgået ved døden på korset. Er de da komplet naive alle sammen, er Newtons lov om tyngdekraften ophævet, er det hele den rene magi? Handler tro om at overgive sig og at gøre det på trods?

Ja det er jeg ved at "tro" - og jeg kan lide det. Jeg kan lide tanken om noget større; jeg kan lide tanken om et større fællesskab, et større ståsted, der kan fritage mig fra en gammel følelse af at være "frit i luften svævende". I givet fald har jeg tilsluttet mig de naive, ophævet Newtons lov og overgivet mig. Sådan må det være. Hvis du har opgivet at få mening i nærværende tekst, er du mere end undskyldt; den er bare skrevet ud af hjertet. Jeg har slået hjernen fra og bare mærket efter.

Lis Ann sluttede med at sige: "Det er svært at være kristen" - jeg giver hende evigt ret, men jeg er til glad kristendom, så det er også dejligt; jeg er til traditioner og til storladne ritualer; jeg er til fornyelse og noget, der er anderledes. Jeg synes, jeg er så heldig, at "min kirke" rummer det hele.

---

Det var helt mærkeligt i dag. Der var kun ti mennesker, så stille og noget tomt. De andre lader sikkert op til konfirmationsmarathon. Sådan skal det ikke være hver gang, men der var en anderledes fortættet stemning, som jeg godt kunne lide. Præsten var lige ved at overtale os til at tage den korte udgave... altså bl.a. springe prædikenen over. Da vi nu tilhører den protestantiske kirke, benyttede jeg straks lejligheden til at protestere. Jeg vil bare ikke snydes for en allerede skrevet prædiken!

Trosbekendelse med melodi til! Det var bare flot; jeg har aldrig oplevet det før. Selvfølgelig kendte jeg ikke melodien, men flot var det - og sådan synes jeg, vi burde gøre hver gang.

Pga. den megen ro var der for en gangs skyld tid til rigtig at høre præludiet. For mig lød det som Bach, men det kan have været at mulig andet - og under alle omstændigheder var det en del af nydelsen og oplevelsen.

Men kva kan det bety at han blei tatt opp til himmelen?

Først litt om kva det ikkje betyr: Eg trur ikkje dette har med at han forsvann ut i himmelrommet, bak skyene. Det er ikkje snakk om noko som kunne likna på ei romferd. For eg trur ikkje at himmelen i kristen språkbruk er det same som universet, slik at me skulle kunna lokalisera Gud ein eller annan stad i universet.

Ordet himmel betyr to ting. På engelsk har me forskjellen mellom sky og heaven. På norsk brukar me det same ordet i begge tydingane. Eg trur himmelen (heaven) er ei usynleg verd som er like verkeleg som den synlege verda. I den hendinga som me kallar Jesu himmelferd tok han det endelege steget tilbake frå den synlege verda til den usynlege verda, som me også kallar Guds rike.

Det var frå denne usynlege verda han kom då han blei født som eit lite barn i Betlehem. Og det var tilbake til denne verda han gjekk då han forlét disiplane på Kristi Himmelfartsdag. Vegen mellom himmel og jord er opna av Jesus. Han har gått den vegen i begge retningar. I jula seier me at himmel og jord møtest i barnet Jesus i Betlehem. På same måte fekk disiplane eit glimt av dette møtet, då Jesus blei tatt bort for auga deira.

I tida mellom Jesu oppstode på påskedagen og hans himmelferd gjekk han på ein måte ut og inn av den usynlege verda. Han viste seg fleire gonger for disiplane og for andre som trudde på han, men han var ikkje lenger saman med dei slik han hadde vore før korsfestinga. (Les meir)

Her er ei bøn for dagen:

Jesus Kristus! Du er i din himmel bak tid og rom, og likevel så nær oss at vi kan høyra deg når du talar til oss. Send oss Anden din med liv og kraft, så vi får opna våre auga og sinn og får sprengt våre snevre grenser og band. Gjev oss glede og frimod til å vitna for alle folk på jorda om din siger og om livet i deg, til du sjølv kjem, synleg for alle, for å gjera fiendane til inkjes og overgje Riket og Makta til din Gud og Far. Han vere lov og pris frå æve til æve. (Bøneboka nr 333).

Vi har taget fat på forårets konfirmationer. "Alting grønnes og springer ud - og skoven hun står brud"; det hele ligger så fint foran os, vi har næsten ikke brugt noget af det - og det er lige forunderligt hvert år.

Mine kusiner og fætre er mange år ældre end jeg, så den eneste konfirmation, jeg har været til, er faktisk min egen. Og jeg husker den desværre ikke.

Ved konfirmationen bekræfter vi dåben, og det gennemsyrede dagens tjeneste. De unge mennesker i deres fineste puds; lidt generte var de med papiret i hånden til at støtte dem i kirkebønnen, og de var faktisk så rørende søde! De gjorde deres del af arbejdet, så det blev en fuldkommen hel og "rund" gudstjeneste. Nu har jeg set de unge gennem hele foråret, og i dag var de næsten som forvandlede. Ingen tjatten ud efter hinanden, ingen mobiltelefoner, men fuld koncentration om øjeblikket. Det skinnede så tydeligt igennem, at de og præsten (Inge-Hanne Broström) kendte hinanden godt efter den lange forberedelsesperiode. Jeg glæder mig altid over, at se mennesker have noget med hinanden!

Inge-Hanne Broströms konfirmationstale tog udgangspunkt i forårets X-faktor! Det er genialt tænkt, for alle de unge har garanteret set det. X-faktor (i TV-regi) er at have noget ganske særligt (talent, charme, godt udseende og sangstemme). Blachmann og de andre var ikke sene til at dømme dem ude, der ikke havde X-faktor, og da der kun var én, der kunne vinde, var der også en masse, der ikke kunne vinde. I den personlige X-faktor er vi alle vindere, hvis vi forvalter vores talenter med blot en anelse omhu. Her er vi ikke blot "stjerne for en aften" - men gennem hele livet. Jeg tror så mænd, at kirkens smukke budskaber er ved at gå op for mig!

Så traditionel, jeg end er, elsker jeg, når der foregår noget anderledes i kirken. I dag kunne alle tænde et lys for nogen (eller noget) midt på den til anledningen tildækkede døbefont. Det virkede utrolig stærkt på mig, og samtidig repræsenterer handlingen et element, jeg savner i den danske forkekirke, men som jeg har truffet i den katolske kirke: man kan til enhver tid gå ind i kirken og tænde et lys. Man kan tænke sine tanker, sidde lidt og gå ud igen, når man føler sig klar.

Jeg tror, alle tilstedeværende gik op og tændte et lys, så jeg er ikke den eneste, der måske savner det element, der rummer en aktiv handling i kirken. Tit kommer vi og skal "bare" sidde ned - måske er der i realiteten et behov for at "gøre" noget, så at man føler man er deltager og ikke kun passiv modtager.

I går hørte jeg for første gang Carol Kings "You've got a friend" fra 1971 (albummet hedder "Tapestry") med mine nye ører (dem der kan høre lidt af kristendommen). Du milde - det er jo til at blive helt religiøs af. Sangen blev sunget ved afslutningen på gudstjenesten i dag.

Prøv selv at lytte med her (7 Mb) og hvis du har lyst, og så tænk "bøn", så får sangen en helt ny dimension.

For nemheds skyld får du lige teksten herunder:

You've got a friend

When you're down and troubled

And you need some loving care

And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me

And soon I will be there

To brighten up even your darkest night

You just call out my name

And you know whereever I am

I'll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I'll be there

You've got a friend

If the sky above you

Grows dark and full of clouds

And that old north wind begins to blow

Keep your head together

And call my name out loud

Soon you'll me knocking at your door

You just call out my name

And you know whereever I am

I'll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I'll be there

Ain't it good to know that you've got a friend

When people can be so cold

They'll hurt you, and desert you

And take your soul if you let them

Oh, but don't you let them

You just call out my name

And you know whereever I am

I'll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I'll be there

You've got a friend

At det halve af Hvidovre Torv i nat er brændt af, forhindrede mig ikke i at gå i kirken. Det er heldigvis en ejendom på den anden side af torvet.

Men bortset fra det var det Claus Bjerregaard, der stod for dagens højmesse, og evangeliet han talte over, var Johannes' (Joh 8,28-36). "... og sandheden skal gøre jer frie", sagde Jesus til jøderne. Nu mente de nu nok, at de var af Abrahams slægt og derfor aldrig havde været ufrie (tidsmæssigt vi er under den romerske besættelse), og hvordan kunne de så blive frie?

Claus brugte blandt andet teksten til at filosofere lidt over ordet "frihed". Man kan have frihed til at rejse, hvorhen man vil, frihed til at ytre sig (dog under ansvar for domstolene, jfr. Grundlovens frihedsrettigheder - sagde juristen), frihed til at tegne en vis profet osv. Men det kan også være frihed fra fx misbrug af stoffer eller alkohol. Og så tror jeg egl. nok, at meningen med det efterfølgende var, at man med med Jesus in mente, lettere kunne bevare denne frihed fra.

Men jeg skal være ærligt og sige, at de små støjvoldere tager min koncentration fra det talte ord, for jeg er meget støjfølsom, så hvordan han kom videre i teksten, ved jeg ikke helt.

---

Det er helt sjovt, at det nu er ved at være mig, der kan det der med, hvornår man står op og sidder ned. Det er jo så logisk, når man bare ved det (på samme måde som det er let for Laudrup at lave mål), men for tre måneder siden var det en del af mysteriet. Nu begynder jeg at føle mig lidt på omgangshøjde med, hvad der foregår i kirken. Det er helt rart.

Jeg har fået en gave: "Kristuskransen" - og jeg er meget glad for den. Indtil videre har jeg taget den på som et armbånd, og der bliver den nok en tid. Muslimerne har deres bedesnore, andre trosretninger har en form for perlekæder, som de lader glide gennem fingrene som en form for bøn, men vi har i vores kulturkreds ikke rigtig noget håndgribeligt, der leder vores tanker til troen (sådan tror jeg, man kan udtrykke meningen med den), men svenske Martin Lönnebo besluttede at tage sagen i egen hånd op "opfandt" Kristuskransen.

Hvis du klikker på linket, får du en forklaring på, hvad hver perle betyder. Hvis man prøver et par gange, kan man dem hurtigt udenad, og på et tidspunkt begynder de at give mening (synes jeg).

Fantastisk er det, når mennesker med diametralt modsatte forudsætninger beslutter sig for at mødes, og der så opstår et sandt ”møde”. Et af dem hvor man lytter til og forstår, et af dem hvor man prøver at gøre sig åben for, hvad den anden vil sige én, uanset det næsten lyder som kommer det fra en anden planet.

Det er mig, der sætter dagsordenen, i form af en stribe emner, jeg gerne vil tale om, og på den baggrund har vi en forrygende dialog. Jeg er ikke rigtig til small-talk, så det er lige på og hårdt, og det er abstrakt og konkret på én gang, og samtidig er det hylende skægt og dødsens alvor. Tænk at kunne rumme alt det i én samtale med ét menneske.

I går var nummer 1 på min prioriteringsliste ”bisættelser og begravelser”, fordi jeg simpelthen gerne ville høre, hvad hun sådan helt personligt mente om en bisættelse som min mors, og hvilke tanker hun selv gjorde sig, når familiemedlemmer henvendte sig i anledning af et dødsfald.

Faktisk var det rigtig dejligt at høre, at hun syntes, at min mors bisættelse var et underligt forløb! Selv har jeg jo gået med følelsen af, at det var mærkeligt, men ét er selv at synes, noget er mærkeligt, et andet er, at få det bekræftet af et menneske med indsigt i slige sager. Mit indtryk af hendes eget syn på sin rolle i forbindelse med bisættelser og begravelser var meget, at der var hun en ”brobygger” mellem de efterladte, hvis det på nogen måde var muligt. Vær sammen om at få stedt afdøde til hvile, og være sammen om at finde ud af, hvad der skal siges ved højtideligheden mv. Og ikke mindst vær ærlig på en skånsom måde!

Noget af det, jeg holder af ved at komme i kirken, er det ”storladne”, rammerne, kald det hvad du vil, og sæt det i din egen forståelsesramme. Det, jeg mener, er, at jeg holder af orglets brusen, musikken, salmerne, symbolerne, tiden, der får lov at stå stille og så videre. Min mors bisættelse manglede det hele – og så er det altså sin sag at klare ”overgangsritualet” selv.

Et overgangsritual er – som jeg forstod det – et ritual, der markerer en overgang, og i forbindelse med dødsfald både for den afdøde og for de efterladte. Vi skal have placeret afdøde, hvor vedkommende nu skal være, og vi skal som efterladte finde en måde, at komme videre med vores eget liv på.

Vi talte også om det teologiske indhold i forbindelse med bisættelser og begravelser, blandt andet selve jordpåkastelsen, som jeg personligt altid har ment var det mest rædselsfulde øjeblik. Den første skovlfuld muld der falder, får mig altid til at tænke at ”det er nu det er slut” og samtidig kan jeg selvfølgelig godt se, at der – hvis man nu tror på et liv i det hinsides – også er noget håb i ”Af jord skal du igen opstå”. Men det er altså en tung sag for mig!

I mange år har jeg selv haft denne sætning i hovedet ”Andres død sætter vort eget liv i relief”, og jeg mener det stadig. Er det ikke netop på de tidspunkter, vi træffer vigtige valg i vores liv? Og det måske om ting, vi ønsker at gøre anderledes?

På den måde synes, jeg, vi fik sat et fint punktum, på emnet ”Bisættelser og begravelser”, og som barn i en slikbutik, der gerne vil have ”for 20 kroner blandet kristendom” kom vi videre til selv det ”at tro”, som jeg faktisk gerne vil, men ikke helt ved om jeg gør. Præsten siger, det er en proces – og det tror jeg så på.

Én ting er sikkert, og det er, jeg tager i mod det med et åbent sind, og mere kan man vel egentlig ikke gøre? Jeg synes ganske enkelt, det er vanvittig spændende! Og jo mere jeg finder ud af, jo mere bliver der at undersøge.

På forhånd havde jeg sendt spørgsmålet ”Hvordan ved man, om man tror?” med kommentaren ”her har du et af de lette”, som i et bedre Jørn Hjorting program, hvor der på de lige minuttal, kommer et nemt spørgsmål. Da jeg havde trykket på ”Send” kom jeg til at tænke på, at det svarede en lille smule til at spørge ”Hvordan ved man, om man er forelsket?” Det kan man ikke rigtig svare på, og den, det går ud over, ved det bare.

Jeg bokser med ”Hvorfor” og ”Hvordan" spørgsmålene. ”Hvordan” svarer videnskaben på, og ”Hvorfor” svarer troen på. OK – godt så. Lad os tage skabelsesberetningen: Hvordan blev jorden skabt?” Ja det var noget med ”Big bang” og nogle biokemiske processer, som jeg (heller) ikke ved noget om. ”Hvorfor blev jorden skabt?” Det gjorde Gud af kærlighed, for han måtte bare gøre det. Hrm…. Jeg kan godt se, at hvis man i forvejen er troende, kan man stille disse spørgsmål og besvare dem således; men for mig bliver det på en eller anden måde en cirkulær argumentation. Og det gør det, skønt jeg ikke sidder og leder efter noget cirkulært. Jeg ønsker ikke at fange nogen mennesker i noget net.

Måske skal jeg bare acceptere at være en del af et mysterium? – og nøjes med glæden ved at undre mig? Vi har nu aftalt, at skulle jeg en dag vågne op og være blevet ”troende”, slår jeg lige på tråden til hende.

Ind i mellem kan jeg tage ”en mental tur” med mit ophav for ikke at have introduceret mig til kirkens mysterier – men omvendt ved jeg, at den dag, jeg synes, at nu er jeg klar til at være ”troende”, så mener jeg det, og der har jeg været igennem en lærerig, spændende og udfordrende proces som voksen. Var der nogle, der sagde "Tage stilling på et oplyst grundlag"?

Den lilla messehagel var fremme i dag (farven lilla er symbolet på eftertænksomhed og forberedelse - bodsfarven) og den er rigtig flot.

Også i dag en præst (Lis Ann et eller andet), som jeg ikke havde truffet før, men mit helt umiddelbare indtryk var, at hun var god, og at hende kunne jeg godt lide. Det var jo ikke hendes skyld, at lydanlægget opførte sig mærkeligt. Hvor er det egentlig utroligt (og nogle gange uretfærdigt) så hurtigt man danner sig et indtryk af et andet menneske.

Hun var god, fordi hendes prædiken var ligefrem og umiddelbart forståelig, og endnu engang var det som om den var skrevet lige til mig. Baggrunden var Matthæus evangeliet (Matt 7,7-14) med blandt andet "...bank på, så skal der lukkes op for jer..." og "...og den som banker på, lukkes der op for." Ja det skal jeg da ellers lige love for! Jeg har sat gang i mit eksperiment, jeg har banket på, og der er blevet lukket op i mere end én forstand. Dørene er åbne på vid gab - og det er bare at vælge ud af buketten.

Jeg hørte hendes prædiken som en udstrakt hånd til os kirkefremmede, der ikke rigtig ved, hvordan "man gør", når man nu gerne vil "det der med Gud". Det ærgrer mig, at jeg ikke kan huske mere præcist, hvad hun sagde.

Ind til videre må jeg sige, at jeg har det sådan, at Kirken og selveste Jesus bliver mere og mere nærværende for mig. Det er helt mærkeligt. Selvfølgelig har jeg tænkt på, om jeg bare er let at lokke; kunne jeg også være blevet Moonie på tre måneder, hvis det nu var Moon-bevægelsen, jeg havde besluttet at udforske? Men det føler jeg mig nu ret overbevist om, at jeg ikke kunne. Jeg kan godt lide Den danske Folkekirke for dens bredde og dens åbenhed. Det er vist ting, man ikke finder i sekterne - og i øvrigt er jeg bare bange for alt, hvad der er ortodokst og sekterisk.

Jeg ville gerne kunne kaste mig ud uden faldskærm og sige "jeg er troende", men det er endnu for tidligt (og i øvrigt næppe tilrådeligt), og der er stadig mange ting, som jeg undrer mig over og har behov for svar på.

Jeg er i gang med Jan Lindhardts "Katekismus i kristendom - børnelærdom for voksne", som er en rigtig dejlig bog skrevet med en masse underfundig humor. Blandt andet skriver han, at den navnkundige Karen Blixen engang skulle have sagt "Kunne Jesus dog ikke nøjes med at dø for sig selv, behøver han at blande os ind i det!" Det er netop kernen i noget af det jeg går og tænker på: "Har Jesus virkelig gjort alt dette for os. Det er da slet ikke til at rumme". En dag finde jeg nok et svar. Og mens jeg venter på, det (an)kommer til mig, vil jeg more mig videre med Jan Lindhardt, der i afsnittet "Tro" blandt andet skriver:

" "Tro" har flere betydninger på dansk. Det kan dels betyde at man tror på, at noget er tilfældet. Hvis man spørger folk, om de tror på Gud, så svarer de fleste ja eller nej på et spørgsmål om der er en Gud til. Spørger man dem om de tror på landets statsminister, så svarer de på noget helt andet, nemlig om han i deres øjne er troværdig. At han er til, kan man se hver aften på skærmen. Det var disse to betydninger højskoleforstander Poul Erik Søe fornøjeligt fik sammenblandet i en radioudsendelse, da han glædede sig over at der i følge Gallup nu er flere der tror på opstandelsen end på Poul Nyrup"

Kom så ikke og sig at kristendom er kedeligt og selvhøjtideligt!

Vi havde "vikar" i dag - Bente Simonsen, og teksten var ikke af Kaj Normann Andersen men af Johannes (Joh 1,1-11). Der var en masse "Jeg er", men det forstod jeg ikke meget af. Det mest forståelige var faktisk, at Jesus sagde "I min faders hus er der mange boliger", hvilket hun brugte til på en fin måde at illustrere, at der kan rummes mange religioner og retninger under samme hat. Men ellers var det alt for tekstnært for mig og så forstår jeg det ikke, og så er det lige før, jeg keder mig. Nu har jeg sådan set ikke noget mod at kede mig, for så kan tiden bruges til ind-ad-tid, men alligevel...

Da det jo unægtelig ville være en lidt kort søndags-post med kun ovenstående få linier, vil jeg benytte anledningen til at udbrede mig lidt om, at præsten altid vender sin menighed ryggen.

De har ufatteligt meget ryggen til menigheden. Det minder mig en lille smule om at invitere gæster, og når de så er kommet og har lagt overtøjet, forsvinder man selv ud i køkkenet, og så må gæsterne klare sig selv, som de nu bedst kan. Det forekommer mig lidt underligt.

Jeg er godt klar over, at der et eller andet med, at orienteringen skal være mod øst (bor Gud dér?), men det burde kunne arrangeres anderledes på en eller anden måde. Nogle af dem formår også at vende sig mindre væk fra deres gæster end andre. Et tankeeksperiment: Ville verden, ritualet, liturgien og det alt sammen falde fra hinanden, hvis man vendte alteret om? På den måde kunne præsten naturligt have fokus på sine gæster og ikke på væggen.

Målgruppen er vist travle børnefamilier, og formen er en kort gudstjeneste på ca. 20 minutter med efterfølgende spagethi med kødsovs. "Gud og spagethi" lyder lidt fladt, men "Familietorsdag" er på den anden side lidt intetsigende.

Inge-Hanne Broström fortalte med dukker om Kristi himmelfart, og hvad disciplene nu gik rundt og tænkte på i de 40 dage fra opstandelsen til himmelfarten. Der var Thomas, der ville se sømhullerne i hænder og fødder, inden han kunne tro på, at det faktisk var Jesus, der var tilstede ved frokosten. Og der var bjerget (det må være hrm... Oliebjerget?), hvorfra Jesus steg op i himlen.

Det var illustreret ved, at han satte sig op på en sky, og det sindrige snoretræk fik ham til at ende oppe under loftet. Heldigvis må man gerne grine i Hvidovre Kirke, for det var lidt af et kunststykke for præsten at få sat Jesus op på skyen, men det gik godt.

Havde jeg været i Thomas' sandaler, havde jeg formentlig spurgt om det samme. Beviseligheder og vished vil nogle af os have!

Det var super! Jeg elsker formidling, der ikke kun er beregnet for øret, men også er for øjet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis den slags gudstjenester også havde været opfundet, da jeg var barn. Så var jeg ikke vokset op med, at kirken var noget kedeligt, som man kun benyttede sig af, når man var nødt til det.
Vore dages kirker (i hvert tilfælde "min") har et så dejligt og anderledes (ud)syn, og inviterer med åbne arme folk inden for, uanset hvem de er. Det, synes jeg, er herligt.

Den efterfølgende spagethi var rigtig udmærket, men det bedste var nu snakken med præsten. Nogle mennesker er bare så interessante at tale med, at jeg kunne blive ved den halve nat.

På anbefaling har jeg i øvrigt bestilt Jan Lindhardts bog "Katekismus i kristen dom. Børnelærdom for voksne". Den glæder jeg mig til at kaste mig over - det var undertitlen "Børnelærdom for voksne", der fængede. Det må da lige være noget for mig.

Det værste ved artiklen i Hvidovre Avis "Den faldne folkekirke (1)" den 9. april (side 5) er 1-tallet, for det må betyde, at der kommer en fortsættelse.

En Martin Deleurand nedsabler i en sværm af bibelcitater Hvidovre Kirkes påskespil, og han slutter med følgende "Og hvis præsten ingenting forstår, vil ingen i menigheden kunne forstå noget som helst". Han gør det på en side kaldet "Byens talerstol" - et sted for dumsmarte bemærkninger! Nu har jeg heldigvis min egen talerstol på det vidunderlige Internet i blogosfæren, så artiklen skal ikke forblive uimodsagt.

Nu skal du høre Martin: Jeg er medlem af den menighed, og jeg har aldrig forstået påsken så godt som i år. Det der "bare" plejer at være fem dejlige fridage, blev pludselig til en stor begivenhed for mig. Aldrig før har jeg fattet så godt, hvorfor vi siger "God påske" påskedag, aldrig før har jeg forstået, hvorfor langfredag var lang.

Jeg ved ikke, hvad du bygger dit postulat om menighedens manglende forståelse på. Hvor mange af os kender du, og har haft personlige samtaler med? Det er i hvert tilfælde ikke på min oplevelse og virkelighed. Du kan naturligvis postulere, at det bare er fordi, jeg er dum og kirkefremmed. Det første vil du notorisk ikke have ret i, det næste vil være korrekt. Men for os kirkefremmede er det altså bare fantastisk, at der findes kirker, der tager formidlingopgaven dybt seriøst. Så seriøst og med så meget succes, at klapstolene må frem, når den lille kirke igen er overfyldt.

Vi kirkefremmede kan ikke en hel masse skriftsteder, men nogle af os kan skrå over gaden med åbent sind og folde ørerne ud. Og desto mere vi gør det, jo mindre kirkefremmede bliver vi. Hvis du var præst i "min" kirke, ville jeg kede mig inderligt, og jeg ville forblive kirkefremmed.

Mit ophav er et sted, hvor der var masser af "laden som om" og det hader jeg af hele mit hjerte! Vi lod som om alting, vi lod som om famlien var i orden, vi lod som alting var normalt. I sandhed var intet normalt!

Jeg hader. når ting er "pseudo", men jeg elsker, når de er ægte. Uanset om de er svære eller gode! Jeg elsker at forholde mig til den ægte vare! I kirken siger de af og til "Størst af alt er kærligheden" - jeg tillader mig i mit stille sind at tilføje "og næststørst af alt er ærligheden".

I kirken fik jeg forleden hæftet 'På herrens mark', hvor man blandt andet kan fornøje sig med at finde ud af, hvilken "gudstjeneste-type", man er. Hæftet er vist for konfirmander og andre unge mennesker, og det er jeg for gammel til, men det giver en introduktion til en masse grundbegreber, og det er fint. I følge hæftet er jeg en klar B'er - altså os, der lægger vægt på helheden og stemningen.

Den mening, det giver for mig, er, at jeg lægger vægt på det storladne, jeg elsker traditioner og der er OK!

Jeg har oplevet en underlig bisættelse, hvor det var som om, der slet ikke var plads til præsten endsige den kirkelige handling. Det føltes tomt. Det var ikke en rar situation. Og pludselig kan jeg se hvorfor - der manglede jo alt det, jeg holder af. Det storladne, stemningen, salmerne, præsten, der måske taler på en særlig måde, præsten, der giver modet tilbage i en vanskelig situation osv. Jeg har faktisk tænkt på, at hvis man ønsker sig den form for kirkelig handling ved afslutningen på sit liv, var det så ikke bedre helt at undlade den - altså den kirkelige handling. Gad vide om man kan få lov at blive sat i den indviede jord uden dette "forspil"?

Men i denne sluttede kreds siger jeg jer: Når det engang bliver min tur (om forhåbentlig 100 år), så skal det altså være en begravelse "med det hele"; den skal have alt, hvad den kan trække, med masser af musik, sange I kan synge med på, en ordentlig tale ved en ordentlig præst, og bagefter skal I gå ud og spise og drikke godt på boets regning naturligvis (jeg har alligevel ingen arvinger). Jeg kom hertil med manér, derfor vil jeg også herfra med manér. Det skal hænge sammen!

Allerede i 1995 købte jeg på bogmessen "Sofies verden" af norske Jostein Gaarder, men jeg har aldrig fået den læst; citater er hentet fra denne bog.

Jeg må kunne blive en "fremragende" filosof, for jeg elsker at undre mig. Det jeg uden videre kan, keder mig typisk - og sådan har det været hele mit liv; jeg har kedet mig enormt. Jeg kunne læse, skrive og regne, før jeg kom i skole, så en del af skoletiden gik med at kede mig - og huske at holde igen, så der kunne blive mental plads til de øvrige børn. Men sådan er det for mig - og det kan man vænne sig til.

P.t. har jeg min lokale sognepræst, der gider bruge tid på mig, og mit "kulturhistoriske eksperiment" og orker at svare på alle mine mærkelige spørgsmål om Den danske Folkekirke, det "at tro" osv. Hun tager det med et elegant tålmod, hvilket i sig selv er beundringsværdigt. Man kan sige, at hun gider undre sig sammen med mig. Det er godt nok rart!

Jeg har altid regnet med, at hvis man skulle i kirke, var det fordi man havde en anledning: dåb, konfirmation, vielse eller begravelse/bisættelse, for nu at blive i livets og kirkebogens rækkefølge. Det er nyt for mig, at kirken også tilbyder, at man kan tale med præsten, om det man nu sådan går og undrer sig over i livet. Det er da fantastisk!

Den nævnte bog (som jeg aldrig har fået læst) har et spændende af snit med titlen "To kulturkredse", der både er konkret (om Jesus og Paulus), men også er abstrakt (fra polyteisme til monoteisme), som jeg tilfældigvis faldt over forleden dag. Det satte lige lidt på plads for mig. Men ét er at læse sig til noget, et andet er at samtale om et emne med et andet menneske (det er jo derfor universiteterne tilbyder forelæsninger med dialog), så jeg glæder mig allerede til "møde med præsten 2" i næste uge. Jeg har forberedt mig - jfr. herunder.

Jeg går og undrer mig over, at mine forældre ikke har "introduceret mig for kirken" - jo vist er jeg både døbt og konfirmeret, men som tidligere skrevet, så fik jeg altså ikke meget ud af konfirmationsforberedelsen. Jeg var 'på den rigtige side af kvik', men der var ikke så meget at få. Præsten var utrolig sød, men vi lærte ikke noget. Hvor havde det været dejligt ikke midt i livet at skulle erkende med sig selv, at den verden, vor kulturkreds bygger på, aner jeg ikke en meter om!

Det kunne have været imødegået ved, at min familie ikke kun havde brugt kirken, når den var nødt til det (typisk begravelser og bisættelser), men at man havde opfattet kirken som et sted, der var værd at komme, og at der kunne man godt tage sine børn med! Familiegudstjenesterne var nok ikke opfundet, da jeg var barn for 100 år siden, men måske var der andre tilbud?

Når det er Inge-Hanne Broström, der holder dåb i Hvidovre Kirke, giver hun altid Møllehaves "Børnebiblen" og fortæller forældrene, hvad henholdvis piger og drenge kunne risikere at falde for (krig ctr. kærlighed), at det måske kunne være en idé at læse den med barnet, og at det måske kunne være en idé en gang imellem at gå til en familiegudstjeneste (vist en kortere gudstjeneste - og sikkert på ungernes præmisser) - og så kan man jo tage en omgang spaghetti med kødsovs bagefter, hvis man har lyst. Dette er vist markedsført generelt under titlen "Gud og spaghetti" - hvilket er lige forfladiget nok for mig, men jeg er heller ikke særlig "børnevenlig" (fri mig for en ferie et sted, der beskrives som "børnevenligt")!

Samlet set er det ved at gå op for mig, at der er "en verden af tilbud" - og man skal i og for sig blot vælge det, der tiltaler én mest.

Møde med præsten 2:

Herunder finder du det, jeg gerne vil drøfte med præsten næste gang, vi skal mødes. Mere dannede mennesker end jeg vil naturligvis kunne grine og sige: "Det ved enhver" - men jeg er ikke "enhver", så jeg ved det ikke.

• Forskellen på det nye og det gl. testamente?
• Den nye pagt – vi ud-/adskiller os fra jøderne? Hvorfor egentlig?
• Jeg antager, at teologi som sådan er en eksakt videnskab. Hvor holder videnskaben op, og hvor starter troen?
• ’Dorte Dum’ må lige have den med opstandelsen igen… Graven er tom påskemorgen, Jesus er opstanden, men er også gået i forvejen til Galilæa? Men ånden…? jeg er forvirret og det ikke engang på et højere plan.
• Bag i salmebogen er der to trosbekendelser – hvad er forskellen? Kan I selv vælge?
• Jeg var på et tidspunkt til en underlig bisættelse og jeg kunne godt tænke mig at tale med dig om denne oplevelse, samt om hvordan du synes, man bør gøre.
• Et ”overgangsritual”?
• Hvis du kunne bestemme, hvad skulle Den danske Folkekirke så gøre, for at få sit budskab skubbet (yderligere) ud over rampen/prædikestolen?

Tegnet af Kim Broström og bragt med hans tilladelse

Den lille indledende lille stilhed på måske 1-2 minutter kom ikke i dag. Jeg savnede den. Af og til skal ting være anderledes, før jeg er klar på, hvordan de plejer at være.

Det var endnu en af de søndage, hvor min kære præst måtte "råbe" sin prædiken til forsamlingen, for at overdøve de tilstedeværende børn - og det er aldrig dåbsbørnene. Det er de lidt større, der taler sig gennem en gudstjeneste, alt imens de forsamlede bedsteforældre smiler beundrende.

Det "råbte" ord er så anderledes end det talte, det virker så anderledes og så bastant. Det er så ærgerligt, at der er brugt lang tid på at skrive en sammenhængende prædiken, og så kan jeg som almindeligt halvdøv (jeg er faktisk helt døv på det ene øre, og min evne til mundaflæsning er dalende) ikke få hele sammenhængen. Det irriterer mig voldsomt.

Da jeg nu har besluttet at tage "hele pakken" dette (kirke-)år, sneg jeg mig endnu engang med til den efterfølgende kirkekaffe. Hvor var det dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der er irriteret over dette fænomen. De andre oplever det på samme måde som mig.

Der må gøres et eller andet - men det er naturligvis en balance på en knivsæg, for Jesus siger "Lad de små børn komme til mig", og så er det jo unægteligt lidt svært at sende dem ud i våbenhuset! "Jeg har lagt mine våben fra mig" sang vi 80'erne med Anne Dorthe Michelsen i spidsen, men jeg har ikke fralagt mig retten til ønsket om at kunne høre prædikenen.

Nå... men til udlægningen af dagens tekst (Joh 10,22-30), for det er jo det, det handler om! Se det var en af de søndage, hvor utilitaristen her fik noget med hjem - og så er det bare "kanon". Jeg kan blandt andet bruge det til at blive glad af.

Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have troet, at dagens prædiken var skrevet til mig, for den handlede i høj grad, om alle de spørgsmål, der p.t. optager mig fx om forholdet mellem tro og videnskab. Det optager mig, hvordan det moderne menneske kan tro på fx opstandelsen eller undfangelse ved helligånden? Jeg elsker at tumle med disse spørgsmål, for på en eller anden måde er de kommet til at berøre mig dybt.

På samme måde tumlede jeg i mange år med spørgsmålet "Hvorfor er jeg her?", "Hvor skal jeg hen" og "Hvad er livets mening?" Med hensyn til de tre sidstnævnte må jeg sige, at min livskvalitet steg betydeligt, da jeg besluttede bare at leve livet. Men det behøver jo ikke betyde, at man er et "ikke-reflekterende" menneske.

I dagens evangelium står jøderne på tempelpladsen og afæsker Jesus et svar på, om han nu også er Kristus. Jeg forstår ikke helt hans svar i teksten, men jeg forstår dagens prædiken! Yes!

Jesus vil flytte vores fokus fra hjernen til hjertet. I vores hverdag vil vi have eksakte svar på det hele, vi vil kunne "regne den ud", men det er videnskab og ikke tro. De to ting er ikke modsætninger - de løber parløb, for videnskaben svarer på "Hvordan", mens troen svarer på "Hvorfor". Den udlægning kan jeg altså godt lide, for den giver mening for mig. Der var meget mere i dagens prædiken, men "hvorfor" og "hvordan" var det centrale - igen set med den undrende hednings briller.

Inge-Hanne Broström havde også en dejlig forklaring på kirkens logo - korset - og dets udformning. Den lodrette streg symboliserer forbindelsen mellem os og Gud, både den ene og den anden vej, mens den vandrette streg symboliserer vores forhold til hinanden og vores omverden. Det har jeg da aldrig tænkt på før.

Eksperimentet med at følge et kirkeår bliver mere og mere interessant, efterhånden som jeg forstår, hvad det er der foregår. Jeg har tidligere sammenlignet det med at opleve en opera, og den sammenligning vil jeg gerne drage frem igen. Jeg ved ikke ret meget om opera, så jeg kan mest læne mig tilbage og nyde de store kor, hvor alle sangere synger på en gang. Jeg skal endnu ikke vælge Wagner men Mozart, for der er mere "creme for øregangene". Men en dag vil jeg have sat mig tilstrækkeligt ind i sagerne til at kunne gå i lag med det lidt tungere stof. I starten af dette kirke-eksperiment satte jeg mig ofte bare og nød at tage en time ud af kalenderen - men nu hvor jeg begynder at se idéen og sammenhængen er det meget mere givende.

Og så en lille sjov ting: I starten var det en gåde for mig, hvornår man skulle rejse sig, så jeg fandt ud af, at det letteste var at kigge på kordegnen, hun kan jo det der. På et tidspunkt var jeg så ved at få den halve menighed til også at rejse sig, da hun rejste sig - for at hente noget. Alle kigger åbenbart efter hinanden.